Himlen falder.

Efter at have set filmen Himlen falder, var vi fyldt med følelser af afsky, magtesløshed og refleksioner over personernes mestringestrategier. Vi finder den her film yderst relevant, det er en øjenåbner i forhold til ting vi ikke kan forestille os, vi forventer ikke dette af andre mennesker, men ikke desto mindre er dette virkeligheden for nogle børn. Hvis disse børn og unge skal hjælpes, er vi nød til at forholde os til det. Vi vil gerne se bag filmens mange aspekter og forstå hvordan det kan lade sig gøre, hvorfor ingen har registreret de tegn der må have været. Vi kan ikke dække os ind under nedskæringer og forældrehensyn fordi faktum er at der ALTID er tegn på at der er noget galt. Nu er vi jo 4 diskussionslystne unge damer der kommer vidt omkring. Filmen henledte til diskussion og refleksion om omsorg og kærlighed. Nærer man kærlighed til det barn man omsorgssvigter eller misbruger? På den ene side handler det om at alle elsker deres børn, at nogle forældre muligvis ikke magter behovsomsorgen som fx at komme i bad, få noget at spise osv. men at de til trods for dette stadig elsker deres barn. Vi er alle enige om at hverken vi eller børnene kan leve udelukkende af kærlighed og kildevand, at vi har brug for at nogen yder denne behovsomsorg. Dernæst kan denne behovsomsorg ikke stå alene, det kan godt være at den holder os i live, men vi kommer ikke ud på den anden side som hele mennesker, hvis ikke begge dele er til stede. På den anden side diskuterede vi retten til at få børn. Med fokus på de tvangssteriliseringer som samfundet praktiserede helt op til omkring 1960’erene, gav anledning til argumenter om for og imod, om etiske dilemmaer, hvem definerer og bestemmer og kunne vi rent faktisk forestille os at nogle mennesker blev tvangssteriliseret i dag?