Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade.

I vores informationsjagt stødte vi på Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, http://www.lmsnyt.dk/. Under selvskade var der indtil den 21. nov. 2012 mulighed for at blogge med Anne Mette Juul.

Anne Mette har siden hun var ca. 16 kæmpet med både spiseforstyrrelse og selvskade. I dag er hun blandt andet foredragsholder for LMS hvor hun fortæller om mine egne erfaringer med selvskade. Derudover læser Anne Mette fagene psykologi og sundheds-fremme & sundheds-strategier på RUC, samtidig er hun også billedkunstner og forfatter. På bloggen debatterede Anne Mette om spiseforstyrrelser og selvskade fordi som hun skriver, er hun en der forstår både spiseforstyrrelser og selvskade, og nogle af følelserne bag, i og omkring, på et andet niveau, netop fordi hun har mærket det på sin egen krop.

Anne Mette har siden september 2009 skrevet blogindlæg på hjemmesiden og hun har også deltaget i radioprogrammet På tværs i 2011. Journalisten Emil Nørlund modtager i 2012 Werther prisen for radioprogrammet. Werther prisen gives til en ” som gennem sit virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden”. http://www.presswire.dk/default.asp?o=1&pid=62803

Når man læser indlæggene på bloggen er man ikke i tvivl om at her er tale om mennesker som kæmper for at finde en mening i et kaotisk liv, og som har oplevet forskellige svigt.

Men her er også tale om almindelige mennesker som dig og mig. For hvad er svigt, svigt behøver jo ikke at være misbrug eller det at vokse op en socialt dårlig stillede familie, for som Anne Mette skriver: ”Jeg har brugt mange år på at føle en enormt stor skam, der åd mig op i en indre kamp mod mig selv, fordi jeg er vokset op i en kernefamilie. En ‘kernefamilie’ i et stille parcelhuskvarter, hvor der ikke var kriminalitet eller fartdjævle på vores vej. Der var ingen ‘farlige’ mennesker i nærheden. Jeg har aldrig frosset, gået sulten i seng eller manglet en cykel eller vinterstøvler. Jeg har fået at vide jeg er elsket og jeg har altid sagt, tro mod mine forældres egne udsagn ‘Vores børn har aldrig manglet noget!’.
Men det gjorde jeg…Og det har været stort og rigtig rigtig svært for mig at erkende.
Men det er min sandhed.

Jeg har alt for mange gange følt den ultimative smerte som et lille barn, en skolepige eller en ung begyndende kvinde eller en voksen og moden kvinde på snart 30 år kan føle: Jeg har følt mig forladt.

Følelsesmæssigt er jeg blevet forladt så mange gange, at jeg knapt tør have noget menneske tæt på mig i livet – for når jeg mærker den smukkeste nærhed i livet, giver slip på armene over kors der er der 24/7 for at beskytte mig selv, når jeg tør sænke paraderne og give mig hen…så sker det…så kommer frygten…Den frygt der har været så tæt på at slå mig ihjel. Frygten for at blive forladt. Og nej, ikke frygten for OM jeg bliver forladt, men frygten for HVORNÅR. Og for at ‘skåne’/'beskytte’ mig selv, har mit eneste våben været – at skubbe det menneske væk, før det sker -i et falskt men ærligt håb om, at så bliver jeg ikke lige så såret.

Mine forældre startede det…Ved ikke at rumme mig følelsesmæssigt. Jeg kan undskylde det med at jeg nok også bare var ‘for sensitiv’ og ‘for sart’. Men det tror jeg ikke der er nogen børn der er. Jeg tror ikke på at noget barn ønsker at føle sig forladt, føle at det som det føler, ikke er tilladt. Jeg måtte ikke være ked af det, og hvis jeg var, burde det forsvinde når jeg fik et kram af mine forældre, sammen med et klap på ryggen efter et kort kram og ‘så…så er det godt igen. Ikke græde mere. Kom nu går vi ind til de andre igen’. Jeg måtte ikke selv vælge hvornår krammet var ‘færdigt’. Og så blev jeg forkert…Og hvis jeg stadig var ked af det, måtte jeg klare resten selv…for maden skulle laves, spises, ryddes op el. lign. Hverdagen gik jo videre selvom jeg ikke var klar til det…

At alt jeg har været igennem i mit liv – så er det her den største kamel at sluge…at turde se den forladte lille pige indeni mig i øjnene…sætte mig ned på sengekanten ved siden af hende…og lade hende græde til hun er klar til at verden går videre…”http://selvskade.lmsblogs.dk/blog/, fra indlægget den lille pige, den 7. oktober 2012

Når man læser dette, går det med gru op for en, hvorfor så mange unge mennesker lider og har det svært i vores senmoderne samfund. Nærværet har det jo med at forsvinde i den travle hverdag, både i institutionerne og i hjemmet, så måske omfanget af denne mangel slet ikke har nået sit højdepunkt endnu?