Nu er den der, sådan da....

Efter vejledning kom vi frem til følgende: Emne: Pædagogiske dilemmaer set i forhold til tilknytning, køn og sociale vilkårs indflydelse på de unges ensomhed og introverte strategier, herunder udtryksformer og digitale medier. Problemformulering: - Hvordan kan pædagogen støtte tilknytningen i barndommen og videre forebygge og arbejde med ungdommens dilemmaer set i forhold til identitet og ensomhed hvor introverte strategier og digitale medier danner rammen for de unges udtryk i det danske samfund? Underspørgsmål: 1. Hvilke betydninger har barnets vilkår for tilknytningen og hvilken rolle spiller neurologien, familien og samfundet herunder daginstitutionerne? 2. Hvorfor er ensomhed så fremherskende når digitale medier danner rammen om vores samfund og hvilke betydninger kan det have for ungdommens identitet? 3. Hvilke udtryksformer anvender piger med introverte strategier i det danske samfund? 4. Hvorledes kan vi anvende blogs med henblik på vidensdeling og refleksion med andre relevante faggrupper i praksis?

Mødet med en ph.d. studerende

Lidt nyt fra vores undersøgelses fase er vores møde med ph.d. studerende Kirsten Hansen. Kirsten beskæftiger sig med emnet børn af depressive forældre. Vores fokus i denne sammenhæng var om nogle af disse børn kunne ende i vores målgruppe. Det at have en depressiv forældre kan have stor betydning for børnene og Kirtsen peger på at disse børns mestringstrategier oftest er tilpasning, og det af denne årsag kan være vanskeligt at spotte disse børn i institutionerne. Dem der får depression er oftest helt almindelige mennesker som os og jer, de har uddannelser, job og en stabil tilværelse, dette er medvirkende til at der går rigtig lang tid inden de beder om hjælp. De er ikke under samfundets lup og vi som pædagoger er ikke, som sådan opmærksomme på dem eller deres børn. Når så vi bliver det, holder vi lidt ekstra øje med barnet og forældrene, men et barn hvis strategi er tilpasning er svært at spotte, dette barn vil være et af de usynlige børn, usynlige i den forstand at deres startegier er introverte. Pædagogerne vil ikke opleve et barn der slår og sparker, men et passivt barn i den forstand at de vender tingende indad og virker tilsyneladende upåvirket. Koblingen til vores målgruppe ligger i det element, at vi igennem vores undersøgelses proces har fået et indtryk af at disse ensomme unge med introverte strategier typisk er unge der kommer fra helt almindelige familier, at de har haft alle muligheder og de har tilsyneladende haft gode stabile forældre, men spørgsmålet er indlysende, hvad får så disse unge til at anvende disse startegier, som så åbenlyst skader deres liv? En tanke bliver født under samtalen med Kirsten, inden mødet havde vi netop læst om tilknytning hvor det præciseres at det ikke udelukkende kun handler om tilknytningen som sådan, men også at vi som forældre skal være emotionelle tilgængelige. Hvis en forældre er dybt depressiv, er det let at forstille sig hvor vanskeligt det kan være at være emotionelle tilgængelig. Dette bringer disse børn ind i vores risikogruppe og muligvis videre op i målgruppen. Det at have haft en depressiv forældre er ikke noget barnet nødvendigvis er bevidst om, børn aflæser og tilpasser sig deres omgivelser, så til trods for at deres barndom og deres forældre har virket stabile kan en depressiv forældre faktisk have afgørende betydning for barnets videre liv. Det er vigtigt at vi derude er opmærksomme på de her usynlige børn, det virker efterhånden som en slidt og gammel kliche men faktum er at der altid er tegn! Kirsten fortæller at et typisk tegn, som for mange virker banalt er børn der ofte har ondt i maven og i en vis grad passive. Vi er nød til at sætte os på gulvet og snakke med disse børn, specielt hvis vi ved at det ikke kører optimalt derhjemme. Det er vores fornemmeste opgave at passe på disse børn, at være deres advokater når der til tider ikke er andre.

Børns tilknytning og tilknytningsmønstre

Børns tilknytning og tilknytningsmønstre:

Politikerne taler om, at samfundet skal gøre mere for at hjælpe børn i familier, der har det svært. Især små børn har brug for en tæt og tryg tilknytning til de voksne, for ellers kan det få negative følger for børnene resten af deres liv. Hør mere i denne forelæsning af psykolog Karen Vibeke Mortensen fra Aalborg Universitet.

På grænsen til intet...

Ensomhed

Mennesket er et socialt væsen, der har brug for andre menneskers selskab. Uden kontakt til andre går vi i stå både fysisk og psykisk. Så hvis følelsen af ensomhed bliver for massiv i din hverdag, er det vigtigt, at du gør noget ved den. For Vedvarende ensomhed kan føre til isolation og i værste fald depression og selvmordstanker. At være ensom er ikke det samme som at være alene. Man kan sagtens føle sig ensom, selvom man er omgivet af mange mennesker, ligesom man kan være alene uden at føle sig ensom.

Det at være alene kan vælges til, mens ensomhed er en ufrivillig, indre tilstand, som gør ondt. Ensomhed er at der ikke rigtig er nogen der ikke kender en under facaden. Ensomhed er, når du ikke føler, at du rigtigt hører til nogen steder, at ingen rigtigt sætter pris på dig og i værste fald; at ingen ville savne dig, hvis du ikke var her længere. 

Med ensomhed følger ofte skyldfølelse. Det kan være, at du skammer dig over at være ensom, og det er svært at tale med andre, og det kan forstærke trangen til at isolere sig. På den måde fastholdes og forværres ensomhedsfølelsen, og du kan miste tilliden til dine omgivelser; du tror måske ikke længere på, at der er nogen, der kan være oprigtigt interesserede i dig. Det kan få dig til at trække dig endnu længere ind i dig selv, og måske kommer du til at virke afvisende og ligeglad – og den facade kan forstærke ensomheden og isolationen.

Det kræver mod at tage det første skridt til at komme i kontakt med andre.

Nyttige links til ensomme unge:

https://www.ensomung.dk/

- Ensom ung, er et forum hvor du kan møde andre unge og finde nye venner. Du kan chatte og deltage i arrangementer.

http://www.ventilen.dk/ 

- Ventilen har mødesteder rundt om i landet og tilbyder forskellige aktiviteter.

Her kan du skrive eller kommentere hvis du har hoget på hjertet

På rette vej.

Vi er nu kommet frem til følgende problemformulering, men skal til og have vejlindning så lad os nu se?

Emne: pædagogiske dilemmaer set i forhold til tilknytning, køn og sociale vilkårs indflydelse på de unges ensomhed og introverte strategier, herunder udtryksformer og digitale medier.

Problemformulering: Hvordan kan pædagogen støtte tilknytningen i barndommen og videre forbygge og arbejde med ungdommens dilemmaer, set i forhold til identitet og ensomhed hvor introverte strategier og digitale medier danner rammen for de unges indtryk i det senmoderne samfund.

selvskadernes dronning

Endnu en livsberetning er blevet indtaget:-)

"Zebrapigen" rammer lige ned i et stærkt stigende samfundsproblem. Stadig flere unge rammes af spiseforstyrrelser, og i håb om at den fysiske smerte for en stund kan overdøve den psykiske vælger mange i desperation at gøre skade på sig selv ved at snitte sig i håndled og arme.
Det er smertefuld og skræmmende læsning, men også en bog som giver indblik, forståelse og - ikke mindst - håb.

Fra bogens bagside:

"Jeg klarede en time mere. Så gik jeg ind på skoletoilettet og skar tre snit i armen, som jeg derefter svøbte ind i toiletpapir. I samme sekund som snittet delte sig og de gule bobler blev synlige for øjet, faldt Lucifer i søvn. Jeg blev helt blød i kroppen, som balsam i nyvasket i hår."

"Selvskadernes dronning". Sådan betegner Sofia Åkerman sig selv i sin stærke, selvoplevede beretning "Zebrapigen", som har vakt stor opmærksomhed og anerkendelse i hjemlandet Sverige. Den skildrer en 18-årig piges kamp for at frigøre sig fra sin selvdestruktive dæmon, der har drevet hende så langt ud, at lægerne har opgivet håbet.
I tilbagblik oplever vi Sofias teenageår som tvangsindlagt på psykiatriske afdelinger, hvor hverdagen ikke kun er en kamp mod angsten, men også mod systemets overgreb. En kamp for et værdigt liv. Vi følger Sofias tanker, frygten for at blive rask og glemt, skammen over sig selv - men også lykken når hun opdager, at verden ikke altid er som hun havde troet.

Et besøg fra psykriatriens verden

I søgen efter at kvalificere os til vores emne, har vi valgt at afdække alle hjørner og kanter. Hjørnet vi søgte i dag, var interview med en person der arbejder på en psykiatrisk afdeling i Danmark.

Målgruppen for informantens arbejde er primært med borderline piger. Vi har valgt at inddrage borderline på trods af det er en diagnose under personligheds forstyrrelser men det er der vores målgruppen i yderste konsekvens ender. Der er formodninger, der peger på at ca. 10% af piger med selvskadende adfærd, går rundt med en udiagnostiseret personligheds forstyrrelse.

Den vigtigste pointe vi tager med os fra interview personen er, at største delen af pigerne kommer fra alle samfundslag og ca. kun 10%  kommer fra socialt belastede familier. En anden pointe er den berørings angst der gennemsyre vores behandlings system. Pigerne bliver pakket ind i vat og får ikke lov at tage ansvar for eget liv. Personalet omkring disse piger "tør" ikke at trænge ind til pigerne og deres inderste, de opbevarer dem i sikkerhed for sig selv. Dette ser vi som  yderst problematisk, da vi under vores foredrag med de 4 livsfortællinger blev gjort opmærksom på, at det netop de enkelte personer der tør at involvere sig der gør en forskel.

Informanten beretter om mangel på den egentlige behandling, man behandler symptomer på den selvskadende adfærd fremfor årsagen til adfærden. Man kan undre sig over at, behandlerne ikke reflektere over hvorfor de samme piger kommer igen og igen. Den behandling de møder er ikke tilstrækkelig. Vi er yderligere opmærksom på at de indlagte på psyk i dag er de mest behandlings krævende og rigtig syge fordi tilstanden skal være meget kritisk for at blive indlagt. De tilstande informanten beretter om, kan vi trække kraftige pareller til Goffman´s (1960érne) studier og filmatiseringen af dette værk, Gøgereden. Det praktiseres at pigerne bliver behandlet elektro chok og bælte fiksering og endda på pigernes egen opfordring. Igen et bevis på at vi behandler symptonerne og ikke årsagerne.

En tankevækkende dag hvor vi atter måtte igennem hele følelses registreret.

PAS PÅ JER SELV OG HINANDEN!!!

Det bliver sagt

"Det skal blive sagt - til de voksne - til lærerne i skolen - til …". Sådan tænker 9-årige Kristian, mens han ligger der i sengen ved siden af den nøgne mand der lige har krænket ham. Da Kristian er 12, bliver det sagt til forældrene, da han er 19, bliver det sagt til politiet og gentaget i retten, og da han er ca. 30, bliver det sagt i en bog med den selvfølgelige titel: "Det bliver sagt".

Journalisten Kristian Ditlev Jensens selvbiografi omhandler et grusomt emne, men bogen er ikke grusom at læse. Sådan skriver anmelderne om hans bog.

Der er ingen tvivl om at bogen er skrevet udfra barndommens erindringer, som ofte for et barn ikke er lysende klare. Tingene bliver nogle gange selvmodsigende, men sådan oplever Kristian det jo også fordi hans krænker Gustav sætter nogle billeder op for ham, som ikke er virkelighed, hvilket Kristian først erfarer, da han bliver voksen.

Der er her tale om en meget stærk bog der viser hvorledes ikke kun krænkeren, krænker Kristian, men også hans forældre og hele hans netværk og vores retssystem krænker Kristian. Forældrene fordi de vælger tavsheden, da Kristian som 12 årig fortæller om krænkelserne. Selvom Kristian i en alder af 19 år vælger at gå til politiet og bliver taget alvorligt, bliver han endnu engang krænket pga. den dom der afsiges, og hele forløbet hvor Gustav endnu en gang har held til at vende virkeligheden på hovedet.

Endvidere er holdningen om, at når børnene ikke får anmeldt den voksne, ja så er det jo lige meget, for beviserne mangler. Og selvom Kristian ved at det stadig foregår kan det jo ikke hindres, så længe politiet ikke har ressourcer til at skaffe beviserne for det er jo ikke ulovligt at tage børn med på kontoret, biografen, tivoli osv. Nej beviserne er jo svære at få, og så er det jo nemmere og billigere at lade stå til. Føj hvor får man en dårlig smag i munden, for hvor forsvandt vores retssikkerhed lige hen? Endvidere kan man godt spørge sig selv, hvor var skolen, var der ikke tegn på mistrivsel?

Bogen viser også hvilken ødelæggende indvirkning et sådan overgreb har for hele Kristians liv og at det ikke er noget han kommer over, men hen ad vejen lærer at leve med de ”følelsesmæssig handicaps” han har fået for livet.

Vi nærmer os en problemformulering

Så er vi på vej mod en problemformulering:
Barnets reform, historisk grund til barnets reform, forebyggende arbejde
Dagtilbud, E.Sigsgaard ( barnets liv i institutionerne)

Tilknytning, tillid, dannelse, identitet, neuro

Tilknytningsmønstre, ungdom, forventninger, pubertet, udtryksformer herunder introverde og ekstroverde strategier, mestringestrategier herunder, cutting osv. og digitale udtryksformer( youtube, facebook)

Udtrykt i "tegn og fortæl" er vi kommet frem til dette.

Vi fortsætte arbejdet med at indkredse de overordnede ord og en mere præcis målgruppe.

Bag facaden

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade - LMS inviterede til foredrag med fire unge, der fortalte deres personlige historie med en spiseforstyrrelse eller selvskade.

Denne aftenen gav et kig ind bag facaden hos fire unge, som fortalte om, hvad der foregik og foregår i deres indre. De tog udgangspunkt i deres egne historier og fortæller, hvordan det hele begyndte, og hvordan de tacklede og stadig tackler hverdagen og omgivelserne...

Forventnings fulde fik vi placeret os på første række, lige bag ved de 4 foredragsholder.
Vi skulle være tæt på... Ved nærmere refleksion, var det lidt som om, vi sad der og ventede på cirkus hesten skulle optræde, det var jo det vi havde betalt for. LMS lod tæppet falde og startede med hårde facts og tal på spiseforstyrrelser i Danmark.

Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens rapport fra december 2005. Her kan man læse, at 55.650 kvinder mellem 15 og 45 år har en spiseforstyrrelse. Tallene fordeler sig således på de enkelte spiseforstyrrelser:

• Anoreksi 3.150
• Bulimi 21.000
• Overspisning 31.500

Dertil kommer så alle de kvinder, der er under 15 år og over 45 år samt alle de mænd, der har en spiseforstyrrelse. LMS anslår, at i alt 75.000 mennesker i Danmark lider af en spiseforstyrrelse:

• Anoreksi: 5.000
• Bulimi: 30.000
• Overspisning: 40.000 

Dette er kun tal på spiseforstyrelser, derudover kommer der tal på selvskadende adfærd. Bo Møhl, der er chefpsykolog på Rigshospitalet anslår, at der i enhver gymnasieklasse sidder 2-3 piger, der ind imellem skader sig selv. Center for Selvmordsforskning anslår, at hver sjette pige i de ældste klasser i folkeskolen har prøvet at skade sig selv.
Det er imidlertid ikke kun teenagere, der skader sig selv - men det er ofte i den alder, at selvskaden starter. Nogle af dem, der starter i teenagealderen, fortsætter herefter med at selvskade i mange år, og der findes således også selvskadere blandt den voksne del af befolkningen - bare ikke i samme store omfang som blandt teenagerne. Derudover har et menneske, der skader sig selv, mange af de samme problemer som en person med spiseforstyrrelse. Dvs. lavt selvværd, et følsomt sind eller traumatiske oplevelser i opvæksten som for eksempel omsorgssvigt, seksuelt misbrug, en forælder med et alkoholproblem, dødsfald i familien, mobning eller lignende.

Efter disse fakta stillede pigerne sig op en af gangen og fortalte deres historie.
Fælles for historierne var at den selvskadende adfærd var et værktøj eller mestrings strategi mod at holde de "grimme" føleser væk. Disse grimme føleser var meget individuelle for pigerne, summen af disse føleser var: angst, vrede, selvbebrejdelse, skuffelse, ensomhed og frygt. Tankevækkende nok, udtaler pigerne at allerede som 8- 10 årige begyndte de at udvise tegn på der var noget galt. De begyndte at trække sig tilbage eller ændre deres adfærd. Pigerne formåede at holde facaden i flere år uden at der var voksne der undrede sig eller stillede spørgsmål. Efter pubertetens indtog mistede pigerne kontrollen og den selvskadende adfærd styrrede deres liv. De brugte alle deres ressourcer på den selvskadende adfærd. Fælles for pigerne var at netop denne selvskadende adfærd var deres bedste ven, for ellers havde de begået selvmord.
Vendepunktet for pigerne var tiden og EN betydnings anden der var i stand til at gøre forskellen. At se bag den selvskadende handling og se selve individet med alle dets facetter.
Vi sidder nu tilbage med opmærksomhed og bekymring over tilfældighederns spil. En tilfældig person kan ændre livet for pigerne fordi denne person tør, er vedholdende og oprigtigt interesseret i individet.

Tak for en fantastisk aften, tak fordi I tør og tak for en gribende aften, hvor I lukkede os ind i jeres inderste.

  

Når mad bliver til kontrol

Dokumentar vist på Tv 2, 2009. Dato: 01.12.2009; Sendt kl.:20.35

Denne dokumentar følger vi to piger. Julie på 12 år og Maria på 30 år.
Fælles for dem begge er at de kæmper kampen for at overleve deres spiseforstyrrelse. Dokumentaren beretter om flere og flere får spiseforstyrrelser, og børn og unge bliver ramt, før de når teenageralderen. Familien Danmark fokusere på vægt, træning og fedt indhold som aldrig før, og det spejler vores børn sig i med stor risiko for at få et akavet forhold til deres krop. 


En gribende dokumentar hvor Julie "starter" sin spiseforstyrrelse med en slankekur. Fra at ville være mere sund og et forbillede, som hun selv udtaler, tager hendes spiseforstyrelse hurtigt kontrol over Julie og hun ender med en indlæggelse.

Maria s historie bære ikke præg af denne "modepåvirkning" men nærmere om de høje forventeninger der har været til hende og hendes kamp med at indfri disse. Maria fortæller om det kaos af føleser i hele hendes krop og sind, som hun ikke formår at tolke og kategorisere de rigtige steder hen.

Submarino

Susan von Magius´ skriver bl.a. i sin anmeldelse af Jonas T. Bengtssons bog Submarino: ”Det umiddelbart velsmagende ord "submarino", er i virkeligheden den grumme betegnelse for den torturmetode, hvor bødlen holder offerets hoved under vand til kvælningsgrænsen. Aldeles ulækkert og meget barskt. Men samtidig en velvalgt titel, da hovedpersonerne i "Submarino" i høj grad holdes under vand af kræfter større end dem. Her er tale om social arv af den absolut ondeste skuffe.

"Submarino" handler om to brødre. Romanen er delt i to dele, hvor de to brødre hver især fortæller deres historie. De er nu voksne og fortæller om deres nutid i nutid, men i glimt forstyrres de af fortiden og vi får, på fragmentarisk vis, fortalt historien om deres meget svære barndom, med en fordrukken mor, der mere end svigter dem og deres spæde lillebror, med meget uhyggelige konsekvenser til følge. Det er næsten ikke til at bære alt det onde de har været igennem”.

Bogen er blevet filmatiseret med Thomas Vinterberg som instruktør og filmen kan varmt anbefales.
 

 
Filmen sætter mange tanker i gang og vi kom bl.a. til at diskutere

·         I første omgang tror man at lillebror (navn kommer aldrig frem i filmen) har klaret sig bedst, men det viser sig at han er narkoman og på den måde egentlig hårdere ramt af fortiden end storebror Nick, der er alkoholiker og bor på Herberg. Vores forforståelse ville egentlig være at lillebror vil klare sig bedre, idet han har modtaget nogen omsorg fra sin storebror.

·         Vi undre os over hvorfor Nick hemmeligholder at Ivan slår Nicks ”bolleveninde” ihjel, når han ved at Ivan kan finde på at dræbe igen?

·         Storebror Nick smider sin sande kærlighed over bord, måske fordi han ikke ”tør” blive far eller måske fordi han ikke kan knytte sig så tæt til et andet menneske?

Alt i alt en stærk film som fint illustrerer hvor svært det er for børn, der har så dybe ar på sjælen at knytte bånd til andre mennesker og i det hele taget være i verden. Men samtidig viser filmen også  hvor stor og selvopofrelserne kærligheden til ens børn kan være. Nicks lillebror tror, at det er bedre for sønnen, at han kommer i en plejefamilie og derfor begår han selvmord. Men selvom han var narkoman og omsorgssvigtede sønnen, var sønnen aldrig i tvivl om sin fars kærlighed til ham. Og så sidder vi jo tilbage med spørgsmålet kan den dybe kærlighed gives af en plejefamilie?