Journalisten Kristian Ditlev Jensens selvbiografi omhandler et grusomt emne, men bogen er ikke grusom at læse. Sådan skriver anmelderne om hans bog.
Der er ingen tvivl om at bogen er skrevet udfra barndommens
erindringer, som ofte for et barn ikke er lysende klare. Tingene bliver nogle
gange selvmodsigende, men sådan oplever Kristian det jo også fordi hans krænker
Gustav sætter nogle billeder op for ham, som ikke er virkelighed, hvilket
Kristian først erfarer, da han bliver voksen.
Der er her tale om en meget stærk bog der viser hvorledes ikke
kun krænkeren, krænker Kristian, men også hans forældre og hele hans netværk og
vores retssystem krænker Kristian. Forældrene fordi de vælger tavsheden, da
Kristian som 12 årig fortæller om krænkelserne. Selvom Kristian i en alder af
19 år vælger at gå til politiet og bliver taget alvorligt, bliver han endnu
engang krænket pga. den dom der afsiges, og hele forløbet hvor Gustav endnu en
gang har held til at vende virkeligheden på hovedet.
Endvidere er holdningen om, at når børnene ikke får anmeldt den
voksne, ja så er det jo lige meget, for beviserne mangler. Og selvom Kristian
ved at det stadig foregår kan det jo ikke hindres, så længe politiet ikke har ressourcer
til at skaffe beviserne for det er jo ikke ulovligt at tage børn med på
kontoret, biografen, tivoli osv. Nej beviserne er jo svære at få, og så er det
jo nemmere og billigere at lade stå til. Føj hvor får man en dårlig smag i
munden, for hvor forsvandt vores retssikkerhed lige hen? Endvidere kan man godt
spørge sig selv, hvor var skolen, var der ikke tegn på mistrivsel?
Bogen viser også hvilken ødelæggende indvirkning et sådan
overgreb har for hele Kristians liv og at det ikke er noget han kommer over,
men hen ad vejen lærer at leve med de ”følelsesmæssig handicaps” han har fået
for livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar