Nu er den der, sådan da....

Efter vejledning kom vi frem til følgende: Emne: Pædagogiske dilemmaer set i forhold til tilknytning, køn og sociale vilkårs indflydelse på de unges ensomhed og introverte strategier, herunder udtryksformer og digitale medier. Problemformulering: - Hvordan kan pædagogen støtte tilknytningen i barndommen og videre forebygge og arbejde med ungdommens dilemmaer set i forhold til identitet og ensomhed hvor introverte strategier og digitale medier danner rammen for de unges udtryk i det danske samfund? Underspørgsmål: 1. Hvilke betydninger har barnets vilkår for tilknytningen og hvilken rolle spiller neurologien, familien og samfundet herunder daginstitutionerne? 2. Hvorfor er ensomhed så fremherskende når digitale medier danner rammen om vores samfund og hvilke betydninger kan det have for ungdommens identitet? 3. Hvilke udtryksformer anvender piger med introverte strategier i det danske samfund? 4. Hvorledes kan vi anvende blogs med henblik på vidensdeling og refleksion med andre relevante faggrupper i praksis?

Mødet med en ph.d. studerende

Lidt nyt fra vores undersøgelses fase er vores møde med ph.d. studerende Kirsten Hansen. Kirsten beskæftiger sig med emnet børn af depressive forældre. Vores fokus i denne sammenhæng var om nogle af disse børn kunne ende i vores målgruppe. Det at have en depressiv forældre kan have stor betydning for børnene og Kirtsen peger på at disse børns mestringstrategier oftest er tilpasning, og det af denne årsag kan være vanskeligt at spotte disse børn i institutionerne. Dem der får depression er oftest helt almindelige mennesker som os og jer, de har uddannelser, job og en stabil tilværelse, dette er medvirkende til at der går rigtig lang tid inden de beder om hjælp. De er ikke under samfundets lup og vi som pædagoger er ikke, som sådan opmærksomme på dem eller deres børn. Når så vi bliver det, holder vi lidt ekstra øje med barnet og forældrene, men et barn hvis strategi er tilpasning er svært at spotte, dette barn vil være et af de usynlige børn, usynlige i den forstand at deres startegier er introverte. Pædagogerne vil ikke opleve et barn der slår og sparker, men et passivt barn i den forstand at de vender tingende indad og virker tilsyneladende upåvirket. Koblingen til vores målgruppe ligger i det element, at vi igennem vores undersøgelses proces har fået et indtryk af at disse ensomme unge med introverte strategier typisk er unge der kommer fra helt almindelige familier, at de har haft alle muligheder og de har tilsyneladende haft gode stabile forældre, men spørgsmålet er indlysende, hvad får så disse unge til at anvende disse startegier, som så åbenlyst skader deres liv? En tanke bliver født under samtalen med Kirsten, inden mødet havde vi netop læst om tilknytning hvor det præciseres at det ikke udelukkende kun handler om tilknytningen som sådan, men også at vi som forældre skal være emotionelle tilgængelige. Hvis en forældre er dybt depressiv, er det let at forstille sig hvor vanskeligt det kan være at være emotionelle tilgængelig. Dette bringer disse børn ind i vores risikogruppe og muligvis videre op i målgruppen. Det at have haft en depressiv forældre er ikke noget barnet nødvendigvis er bevidst om, børn aflæser og tilpasser sig deres omgivelser, så til trods for at deres barndom og deres forældre har virket stabile kan en depressiv forældre faktisk have afgørende betydning for barnets videre liv. Det er vigtigt at vi derude er opmærksomme på de her usynlige børn, det virker efterhånden som en slidt og gammel kliche men faktum er at der altid er tegn! Kirsten fortæller at et typisk tegn, som for mange virker banalt er børn der ofte har ondt i maven og i en vis grad passive. Vi er nød til at sætte os på gulvet og snakke med disse børn, specielt hvis vi ved at det ikke kører optimalt derhjemme. Det er vores fornemmeste opgave at passe på disse børn, at være deres advokater når der til tider ikke er andre.

Børns tilknytning og tilknytningsmønstre

Børns tilknytning og tilknytningsmønstre:

Politikerne taler om, at samfundet skal gøre mere for at hjælpe børn i familier, der har det svært. Især små børn har brug for en tæt og tryg tilknytning til de voksne, for ellers kan det få negative følger for børnene resten af deres liv. Hør mere i denne forelæsning af psykolog Karen Vibeke Mortensen fra Aalborg Universitet.

På grænsen til intet...

Ensomhed

Mennesket er et socialt væsen, der har brug for andre menneskers selskab. Uden kontakt til andre går vi i stå både fysisk og psykisk. Så hvis følelsen af ensomhed bliver for massiv i din hverdag, er det vigtigt, at du gør noget ved den. For Vedvarende ensomhed kan føre til isolation og i værste fald depression og selvmordstanker. At være ensom er ikke det samme som at være alene. Man kan sagtens føle sig ensom, selvom man er omgivet af mange mennesker, ligesom man kan være alene uden at føle sig ensom.

Det at være alene kan vælges til, mens ensomhed er en ufrivillig, indre tilstand, som gør ondt. Ensomhed er at der ikke rigtig er nogen der ikke kender en under facaden. Ensomhed er, når du ikke føler, at du rigtigt hører til nogen steder, at ingen rigtigt sætter pris på dig og i værste fald; at ingen ville savne dig, hvis du ikke var her længere. 

Med ensomhed følger ofte skyldfølelse. Det kan være, at du skammer dig over at være ensom, og det er svært at tale med andre, og det kan forstærke trangen til at isolere sig. På den måde fastholdes og forværres ensomhedsfølelsen, og du kan miste tilliden til dine omgivelser; du tror måske ikke længere på, at der er nogen, der kan være oprigtigt interesserede i dig. Det kan få dig til at trække dig endnu længere ind i dig selv, og måske kommer du til at virke afvisende og ligeglad – og den facade kan forstærke ensomheden og isolationen.

Det kræver mod at tage det første skridt til at komme i kontakt med andre.

Nyttige links til ensomme unge:

https://www.ensomung.dk/

- Ensom ung, er et forum hvor du kan møde andre unge og finde nye venner. Du kan chatte og deltage i arrangementer.

http://www.ventilen.dk/ 

- Ventilen har mødesteder rundt om i landet og tilbyder forskellige aktiviteter.

Her kan du skrive eller kommentere hvis du har hoget på hjertet

På rette vej.

Vi er nu kommet frem til følgende problemformulering, men skal til og have vejlindning så lad os nu se?

Emne: pædagogiske dilemmaer set i forhold til tilknytning, køn og sociale vilkårs indflydelse på de unges ensomhed og introverte strategier, herunder udtryksformer og digitale medier.

Problemformulering: Hvordan kan pædagogen støtte tilknytningen i barndommen og videre forbygge og arbejde med ungdommens dilemmaer, set i forhold til identitet og ensomhed hvor introverte strategier og digitale medier danner rammen for de unges indtryk i det senmoderne samfund.

selvskadernes dronning

Endnu en livsberetning er blevet indtaget:-)

"Zebrapigen" rammer lige ned i et stærkt stigende samfundsproblem. Stadig flere unge rammes af spiseforstyrrelser, og i håb om at den fysiske smerte for en stund kan overdøve den psykiske vælger mange i desperation at gøre skade på sig selv ved at snitte sig i håndled og arme.
Det er smertefuld og skræmmende læsning, men også en bog som giver indblik, forståelse og - ikke mindst - håb.

Fra bogens bagside:

"Jeg klarede en time mere. Så gik jeg ind på skoletoilettet og skar tre snit i armen, som jeg derefter svøbte ind i toiletpapir. I samme sekund som snittet delte sig og de gule bobler blev synlige for øjet, faldt Lucifer i søvn. Jeg blev helt blød i kroppen, som balsam i nyvasket i hår."

"Selvskadernes dronning". Sådan betegner Sofia Åkerman sig selv i sin stærke, selvoplevede beretning "Zebrapigen", som har vakt stor opmærksomhed og anerkendelse i hjemlandet Sverige. Den skildrer en 18-årig piges kamp for at frigøre sig fra sin selvdestruktive dæmon, der har drevet hende så langt ud, at lægerne har opgivet håbet.
I tilbagblik oplever vi Sofias teenageår som tvangsindlagt på psykiatriske afdelinger, hvor hverdagen ikke kun er en kamp mod angsten, men også mod systemets overgreb. En kamp for et værdigt liv. Vi følger Sofias tanker, frygten for at blive rask og glemt, skammen over sig selv - men også lykken når hun opdager, at verden ikke altid er som hun havde troet.

Et besøg fra psykriatriens verden

I søgen efter at kvalificere os til vores emne, har vi valgt at afdække alle hjørner og kanter. Hjørnet vi søgte i dag, var interview med en person der arbejder på en psykiatrisk afdeling i Danmark.

Målgruppen for informantens arbejde er primært med borderline piger. Vi har valgt at inddrage borderline på trods af det er en diagnose under personligheds forstyrrelser men det er der vores målgruppen i yderste konsekvens ender. Der er formodninger, der peger på at ca. 10% af piger med selvskadende adfærd, går rundt med en udiagnostiseret personligheds forstyrrelse.

Den vigtigste pointe vi tager med os fra interview personen er, at største delen af pigerne kommer fra alle samfundslag og ca. kun 10%  kommer fra socialt belastede familier. En anden pointe er den berørings angst der gennemsyre vores behandlings system. Pigerne bliver pakket ind i vat og får ikke lov at tage ansvar for eget liv. Personalet omkring disse piger "tør" ikke at trænge ind til pigerne og deres inderste, de opbevarer dem i sikkerhed for sig selv. Dette ser vi som  yderst problematisk, da vi under vores foredrag med de 4 livsfortællinger blev gjort opmærksom på, at det netop de enkelte personer der tør at involvere sig der gør en forskel.

Informanten beretter om mangel på den egentlige behandling, man behandler symptomer på den selvskadende adfærd fremfor årsagen til adfærden. Man kan undre sig over at, behandlerne ikke reflektere over hvorfor de samme piger kommer igen og igen. Den behandling de møder er ikke tilstrækkelig. Vi er yderligere opmærksom på at de indlagte på psyk i dag er de mest behandlings krævende og rigtig syge fordi tilstanden skal være meget kritisk for at blive indlagt. De tilstande informanten beretter om, kan vi trække kraftige pareller til Goffman´s (1960érne) studier og filmatiseringen af dette værk, Gøgereden. Det praktiseres at pigerne bliver behandlet elektro chok og bælte fiksering og endda på pigernes egen opfordring. Igen et bevis på at vi behandler symptonerne og ikke årsagerne.

En tankevækkende dag hvor vi atter måtte igennem hele følelses registreret.

PAS PÅ JER SELV OG HINANDEN!!!

Det bliver sagt

"Det skal blive sagt - til de voksne - til lærerne i skolen - til …". Sådan tænker 9-årige Kristian, mens han ligger der i sengen ved siden af den nøgne mand der lige har krænket ham. Da Kristian er 12, bliver det sagt til forældrene, da han er 19, bliver det sagt til politiet og gentaget i retten, og da han er ca. 30, bliver det sagt i en bog med den selvfølgelige titel: "Det bliver sagt".

Journalisten Kristian Ditlev Jensens selvbiografi omhandler et grusomt emne, men bogen er ikke grusom at læse. Sådan skriver anmelderne om hans bog.

Der er ingen tvivl om at bogen er skrevet udfra barndommens erindringer, som ofte for et barn ikke er lysende klare. Tingene bliver nogle gange selvmodsigende, men sådan oplever Kristian det jo også fordi hans krænker Gustav sætter nogle billeder op for ham, som ikke er virkelighed, hvilket Kristian først erfarer, da han bliver voksen.

Der er her tale om en meget stærk bog der viser hvorledes ikke kun krænkeren, krænker Kristian, men også hans forældre og hele hans netværk og vores retssystem krænker Kristian. Forældrene fordi de vælger tavsheden, da Kristian som 12 årig fortæller om krænkelserne. Selvom Kristian i en alder af 19 år vælger at gå til politiet og bliver taget alvorligt, bliver han endnu engang krænket pga. den dom der afsiges, og hele forløbet hvor Gustav endnu en gang har held til at vende virkeligheden på hovedet.

Endvidere er holdningen om, at når børnene ikke får anmeldt den voksne, ja så er det jo lige meget, for beviserne mangler. Og selvom Kristian ved at det stadig foregår kan det jo ikke hindres, så længe politiet ikke har ressourcer til at skaffe beviserne for det er jo ikke ulovligt at tage børn med på kontoret, biografen, tivoli osv. Nej beviserne er jo svære at få, og så er det jo nemmere og billigere at lade stå til. Føj hvor får man en dårlig smag i munden, for hvor forsvandt vores retssikkerhed lige hen? Endvidere kan man godt spørge sig selv, hvor var skolen, var der ikke tegn på mistrivsel?

Bogen viser også hvilken ødelæggende indvirkning et sådan overgreb har for hele Kristians liv og at det ikke er noget han kommer over, men hen ad vejen lærer at leve med de ”følelsesmæssig handicaps” han har fået for livet.

Vi nærmer os en problemformulering

Så er vi på vej mod en problemformulering:
Barnets reform, historisk grund til barnets reform, forebyggende arbejde
Dagtilbud, E.Sigsgaard ( barnets liv i institutionerne)

Tilknytning, tillid, dannelse, identitet, neuro

Tilknytningsmønstre, ungdom, forventninger, pubertet, udtryksformer herunder introverde og ekstroverde strategier, mestringestrategier herunder, cutting osv. og digitale udtryksformer( youtube, facebook)

Udtrykt i "tegn og fortæl" er vi kommet frem til dette.

Vi fortsætte arbejdet med at indkredse de overordnede ord og en mere præcis målgruppe.

Bag facaden

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade - LMS inviterede til foredrag med fire unge, der fortalte deres personlige historie med en spiseforstyrrelse eller selvskade.

Denne aftenen gav et kig ind bag facaden hos fire unge, som fortalte om, hvad der foregik og foregår i deres indre. De tog udgangspunkt i deres egne historier og fortæller, hvordan det hele begyndte, og hvordan de tacklede og stadig tackler hverdagen og omgivelserne...

Forventnings fulde fik vi placeret os på første række, lige bag ved de 4 foredragsholder.
Vi skulle være tæt på... Ved nærmere refleksion, var det lidt som om, vi sad der og ventede på cirkus hesten skulle optræde, det var jo det vi havde betalt for. LMS lod tæppet falde og startede med hårde facts og tal på spiseforstyrrelser i Danmark.

Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens rapport fra december 2005. Her kan man læse, at 55.650 kvinder mellem 15 og 45 år har en spiseforstyrrelse. Tallene fordeler sig således på de enkelte spiseforstyrrelser:

• Anoreksi 3.150
• Bulimi 21.000
• Overspisning 31.500

Dertil kommer så alle de kvinder, der er under 15 år og over 45 år samt alle de mænd, der har en spiseforstyrrelse. LMS anslår, at i alt 75.000 mennesker i Danmark lider af en spiseforstyrrelse:

• Anoreksi: 5.000
• Bulimi: 30.000
• Overspisning: 40.000 

Dette er kun tal på spiseforstyrelser, derudover kommer der tal på selvskadende adfærd. Bo Møhl, der er chefpsykolog på Rigshospitalet anslår, at der i enhver gymnasieklasse sidder 2-3 piger, der ind imellem skader sig selv. Center for Selvmordsforskning anslår, at hver sjette pige i de ældste klasser i folkeskolen har prøvet at skade sig selv.
Det er imidlertid ikke kun teenagere, der skader sig selv - men det er ofte i den alder, at selvskaden starter. Nogle af dem, der starter i teenagealderen, fortsætter herefter med at selvskade i mange år, og der findes således også selvskadere blandt den voksne del af befolkningen - bare ikke i samme store omfang som blandt teenagerne. Derudover har et menneske, der skader sig selv, mange af de samme problemer som en person med spiseforstyrrelse. Dvs. lavt selvværd, et følsomt sind eller traumatiske oplevelser i opvæksten som for eksempel omsorgssvigt, seksuelt misbrug, en forælder med et alkoholproblem, dødsfald i familien, mobning eller lignende.

Efter disse fakta stillede pigerne sig op en af gangen og fortalte deres historie.
Fælles for historierne var at den selvskadende adfærd var et værktøj eller mestrings strategi mod at holde de "grimme" føleser væk. Disse grimme føleser var meget individuelle for pigerne, summen af disse føleser var: angst, vrede, selvbebrejdelse, skuffelse, ensomhed og frygt. Tankevækkende nok, udtaler pigerne at allerede som 8- 10 årige begyndte de at udvise tegn på der var noget galt. De begyndte at trække sig tilbage eller ændre deres adfærd. Pigerne formåede at holde facaden i flere år uden at der var voksne der undrede sig eller stillede spørgsmål. Efter pubertetens indtog mistede pigerne kontrollen og den selvskadende adfærd styrrede deres liv. De brugte alle deres ressourcer på den selvskadende adfærd. Fælles for pigerne var at netop denne selvskadende adfærd var deres bedste ven, for ellers havde de begået selvmord.
Vendepunktet for pigerne var tiden og EN betydnings anden der var i stand til at gøre forskellen. At se bag den selvskadende handling og se selve individet med alle dets facetter.
Vi sidder nu tilbage med opmærksomhed og bekymring over tilfældighederns spil. En tilfældig person kan ændre livet for pigerne fordi denne person tør, er vedholdende og oprigtigt interesseret i individet.

Tak for en fantastisk aften, tak fordi I tør og tak for en gribende aften, hvor I lukkede os ind i jeres inderste.

  

Når mad bliver til kontrol

Dokumentar vist på Tv 2, 2009. Dato: 01.12.2009; Sendt kl.:20.35

Denne dokumentar følger vi to piger. Julie på 12 år og Maria på 30 år.
Fælles for dem begge er at de kæmper kampen for at overleve deres spiseforstyrrelse. Dokumentaren beretter om flere og flere får spiseforstyrrelser, og børn og unge bliver ramt, før de når teenageralderen. Familien Danmark fokusere på vægt, træning og fedt indhold som aldrig før, og det spejler vores børn sig i med stor risiko for at få et akavet forhold til deres krop. 


En gribende dokumentar hvor Julie "starter" sin spiseforstyrrelse med en slankekur. Fra at ville være mere sund og et forbillede, som hun selv udtaler, tager hendes spiseforstyrelse hurtigt kontrol over Julie og hun ender med en indlæggelse.

Maria s historie bære ikke præg af denne "modepåvirkning" men nærmere om de høje forventeninger der har været til hende og hendes kamp med at indfri disse. Maria fortæller om det kaos af føleser i hele hendes krop og sind, som hun ikke formår at tolke og kategorisere de rigtige steder hen.

Submarino

Susan von Magius´ skriver bl.a. i sin anmeldelse af Jonas T. Bengtssons bog Submarino: ”Det umiddelbart velsmagende ord "submarino", er i virkeligheden den grumme betegnelse for den torturmetode, hvor bødlen holder offerets hoved under vand til kvælningsgrænsen. Aldeles ulækkert og meget barskt. Men samtidig en velvalgt titel, da hovedpersonerne i "Submarino" i høj grad holdes under vand af kræfter større end dem. Her er tale om social arv af den absolut ondeste skuffe.

"Submarino" handler om to brødre. Romanen er delt i to dele, hvor de to brødre hver især fortæller deres historie. De er nu voksne og fortæller om deres nutid i nutid, men i glimt forstyrres de af fortiden og vi får, på fragmentarisk vis, fortalt historien om deres meget svære barndom, med en fordrukken mor, der mere end svigter dem og deres spæde lillebror, med meget uhyggelige konsekvenser til følge. Det er næsten ikke til at bære alt det onde de har været igennem”.

Bogen er blevet filmatiseret med Thomas Vinterberg som instruktør og filmen kan varmt anbefales.
 

 
Filmen sætter mange tanker i gang og vi kom bl.a. til at diskutere

·         I første omgang tror man at lillebror (navn kommer aldrig frem i filmen) har klaret sig bedst, men det viser sig at han er narkoman og på den måde egentlig hårdere ramt af fortiden end storebror Nick, der er alkoholiker og bor på Herberg. Vores forforståelse ville egentlig være at lillebror vil klare sig bedre, idet han har modtaget nogen omsorg fra sin storebror.

·         Vi undre os over hvorfor Nick hemmeligholder at Ivan slår Nicks ”bolleveninde” ihjel, når han ved at Ivan kan finde på at dræbe igen?

·         Storebror Nick smider sin sande kærlighed over bord, måske fordi han ikke ”tør” blive far eller måske fordi han ikke kan knytte sig så tæt til et andet menneske?

Alt i alt en stærk film som fint illustrerer hvor svært det er for børn, der har så dybe ar på sjælen at knytte bånd til andre mennesker og i det hele taget være i verden. Men samtidig viser filmen også  hvor stor og selvopofrelserne kærligheden til ens børn kan være. Nicks lillebror tror, at det er bedre for sønnen, at han kommer i en plejefamilie og derfor begår han selvmord. Men selvom han var narkoman og omsorgssvigtede sønnen, var sønnen aldrig i tvivl om sin fars kærlighed til ham. Og så sidder vi jo tilbage med spørgsmålet kan den dybe kærlighed gives af en plejefamilie?

Hold om mig - En ungdomsfilm

http://www.scope.dk/film/6279-hold-om-mig/trailer

I skoletimerne sender Mikkel prøvende blikke til klassens stille og indelukkede pige, Sara, der er smigret over opmærksomheden. Da Mikkel og hans ven Hassan leger flirtende med hende i et frikvarter, bliver Hassans kæreste, Louise, jaloux og begynder at sprede ondsindede rygter om Sara. Louises hævn udvikler sig hurtigt til mobning og det, der er værre.

Resume:

”Hold om Mig” sætter fokus på unges problemer og udfordringer. Deres dagligdags problemer med, gruppepres, søgen efter identitet, seksualitet, ensomhed, afmagt og mobning, i klasse-lokalet, over internet og gennem mobiltelefon.                      

I en skoleklasse følger vi fire unge teenagere, fra meget forskellige familier mønstre.

Sara en sød, intelligent, lidt indelukket pige, der tager sig af sin lillebror Jonas og styrer familiens hjem, fuldstændig uden hjælp fra hendes altid travle og fraværende forældre.

Mikkel en god, men typisk teenagerdreng, der har hoved fyldt af piger og sex. Han er enebarn i en velfungerende familie.

Louise er klassens opmærksomhedssøgende drama-queen, der har sine hjemlige problemer med en alkoholiseret mor.

Hassan er den braldrende testoron-pumpende teenagerdreng, med anden etnisk herkomst. Han er en sød og flittig dreng, der styres af sin kærlige, men autoritære og hårdt slående far. Hassan arbejder hele sin fritid i farens cykelværksted.

Alle 4 er midt i en udvikling, der er hård uanset deres baggrund.

En meget forvirrende tid, hvor de fleste vil gå langt, for at være en del af gruppen og dermed have ”venner”.

En gruppe der har sit tydelige hierarki og som hele klassen ligger under for.

Netop derfor bliver en løgn, skabt af den misundelige Louise, starten på en lavine. Sara bliver offer for Mikkels vrede, gruppepres, fysisk og psykisk overgreb og efterfølgende smsér af den optagede hændelse. Disse smsér er optaget og sendt af Louise. Dette fører til en katastrofal slutning, da Sara´s forældre ikke har tid til at lytte og Sara derfor som altid klare tingene selv.

Gennem filmen fornemmer og mærker man de unges følelser gennem musikken. Man mærker deres smerte og forstår deres længsel mere end ord ville kunne sige.

Den rå historie, der er baseret på virkelige hændelser.

Vi er ikke alene når vi bekymrer os om de ensomme unge…

Fokusset på de ensomme unge må vi erkende at vi ikke er alene om, selveste HKH kronprinsesse Mary gik i 2011 ind i kampen via Mary fonden. Ensomhed er et tabu og Mary fonden ønsker, at gøre en forskel ved at sætte fokus på emnet og derigennem forsøge at bryde tabuet. "Vi skal blive mere opmærksomme på dem, der er ensomme. Vi skal række en hånd ud – vi skal hjælpe med at finde løsninger. Vi har alle et ansvar for at passe på hinanden – lige som vi har et ansvar for at modtage hjælpende hænder," siger kronprinsesse Mary (http://www.dr.dk/tvaers/artikler/2011/11/14/mary-saetter-fokus-pa-ensomhed) Projekt Netwerk som det kaldes sker i samarbejde med organisationen Ventilen. Ventilen driver mødesteder for ensomme unge i hele landet(www.ventilen.dk) Målet bag projekt Netwerk er at forebygge ensomhed blandt elever på landets ungdomsuddannelser. Projektet handler blandt andet om, at fonden sammen med Ventilen afholder kurser for lærer på ungdomsuddannelserne, hvor lærerene får konkrete redskaber til at spotte og håndtere stille og ensomme elever. Disse kurser er startet i foråret i år og bliver i øjeblikket afprøvet på 20 udvalgte ungdomsuddannelser, fra 2013 kan dette projekt gøres landsdækkende. Der forlægger altså p.t ingen evalueringer på om disse tiltag virker, men lad os håbe de gør, fordi det således vil have en positiv effekt på mange unges liv.

Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade.

I vores informationsjagt stødte vi på Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, http://www.lmsnyt.dk/. Under selvskade var der indtil den 21. nov. 2012 mulighed for at blogge med Anne Mette Juul.

Anne Mette har siden hun var ca. 16 kæmpet med både spiseforstyrrelse og selvskade. I dag er hun blandt andet foredragsholder for LMS hvor hun fortæller om mine egne erfaringer med selvskade. Derudover læser Anne Mette fagene psykologi og sundheds-fremme & sundheds-strategier på RUC, samtidig er hun også billedkunstner og forfatter. På bloggen debatterede Anne Mette om spiseforstyrrelser og selvskade fordi som hun skriver, er hun en der forstår både spiseforstyrrelser og selvskade, og nogle af følelserne bag, i og omkring, på et andet niveau, netop fordi hun har mærket det på sin egen krop.

Anne Mette har siden september 2009 skrevet blogindlæg på hjemmesiden og hun har også deltaget i radioprogrammet På tværs i 2011. Journalisten Emil Nørlund modtager i 2012 Werther prisen for radioprogrammet. Werther prisen gives til en ” som gennem sit virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden”. http://www.presswire.dk/default.asp?o=1&pid=62803

Når man læser indlæggene på bloggen er man ikke i tvivl om at her er tale om mennesker som kæmper for at finde en mening i et kaotisk liv, og som har oplevet forskellige svigt.

Men her er også tale om almindelige mennesker som dig og mig. For hvad er svigt, svigt behøver jo ikke at være misbrug eller det at vokse op en socialt dårlig stillede familie, for som Anne Mette skriver: ”Jeg har brugt mange år på at føle en enormt stor skam, der åd mig op i en indre kamp mod mig selv, fordi jeg er vokset op i en kernefamilie. En ‘kernefamilie’ i et stille parcelhuskvarter, hvor der ikke var kriminalitet eller fartdjævle på vores vej. Der var ingen ‘farlige’ mennesker i nærheden. Jeg har aldrig frosset, gået sulten i seng eller manglet en cykel eller vinterstøvler. Jeg har fået at vide jeg er elsket og jeg har altid sagt, tro mod mine forældres egne udsagn ‘Vores børn har aldrig manglet noget!’.
Men det gjorde jeg…Og det har været stort og rigtig rigtig svært for mig at erkende.
Men det er min sandhed.

Jeg har alt for mange gange følt den ultimative smerte som et lille barn, en skolepige eller en ung begyndende kvinde eller en voksen og moden kvinde på snart 30 år kan føle: Jeg har følt mig forladt.

Følelsesmæssigt er jeg blevet forladt så mange gange, at jeg knapt tør have noget menneske tæt på mig i livet – for når jeg mærker den smukkeste nærhed i livet, giver slip på armene over kors der er der 24/7 for at beskytte mig selv, når jeg tør sænke paraderne og give mig hen…så sker det…så kommer frygten…Den frygt der har været så tæt på at slå mig ihjel. Frygten for at blive forladt. Og nej, ikke frygten for OM jeg bliver forladt, men frygten for HVORNÅR. Og for at ‘skåne’/'beskytte’ mig selv, har mit eneste våben været – at skubbe det menneske væk, før det sker -i et falskt men ærligt håb om, at så bliver jeg ikke lige så såret.

Mine forældre startede det…Ved ikke at rumme mig følelsesmæssigt. Jeg kan undskylde det med at jeg nok også bare var ‘for sensitiv’ og ‘for sart’. Men det tror jeg ikke der er nogen børn der er. Jeg tror ikke på at noget barn ønsker at føle sig forladt, føle at det som det føler, ikke er tilladt. Jeg måtte ikke være ked af det, og hvis jeg var, burde det forsvinde når jeg fik et kram af mine forældre, sammen med et klap på ryggen efter et kort kram og ‘så…så er det godt igen. Ikke græde mere. Kom nu går vi ind til de andre igen’. Jeg måtte ikke selv vælge hvornår krammet var ‘færdigt’. Og så blev jeg forkert…Og hvis jeg stadig var ked af det, måtte jeg klare resten selv…for maden skulle laves, spises, ryddes op el. lign. Hverdagen gik jo videre selvom jeg ikke var klar til det…

At alt jeg har været igennem i mit liv – så er det her den største kamel at sluge…at turde se den forladte lille pige indeni mig i øjnene…sætte mig ned på sengekanten ved siden af hende…og lade hende græde til hun er klar til at verden går videre…”http://selvskade.lmsblogs.dk/blog/, fra indlægget den lille pige, den 7. oktober 2012

Når man læser dette, går det med gru op for en, hvorfor så mange unge mennesker lider og har det svært i vores senmoderne samfund. Nærværet har det jo med at forsvinde i den travle hverdag, både i institutionerne og i hjemmet, så måske omfanget af denne mangel slet ikke har nået sit højdepunkt endnu?

Usynlige piger.

 Teenagerliv i år 2009 dokumentar på tv 2.

Gennem dokumentaren følger vi de tre piger Maiken, Maria og Silan. Fælles for de tre piger er at, de alle tre er ensomme og skoleår der har båret præg af mobning og rollen som outsideren. Pigerne mødes på nettet, hvor de har skabt deres egen online figur. Maiken, Maria og Silan skriver sammen om de problematikker der knytter sig til at være ung i Danmark og med det fokus og finde en fælles løsning på at slippe deres stigma. Pigerne finder tryghed og mod til at bryde dette stigma, da de får oplevelsen med ikke stå alene med følelser som ensomhed, usikkerhed og angsten for at fejle.

Maiken, Maria og Silan har alle tre følelsen af at flakkede rundt som et spøgelse, hvor ingen ser en. Overlevelse strategien for pigerne er dukserollen, laver lektier og deltager aktivt i timerne.  For om ikke andet så, kan de voksne lide duksen dengsen. Herigennem opbygger pigerne et skjold der signalerer ligegyldighed men der hjemme trækker de sig tilbage og bliver kede af det og trækker sig tilbage for social deltagelse.

Pigerne beretter om det hierki der findes i klasser, dels A gruppen som render med drenge og snakker om sex og B gruppen som består af dengserne der yderligere er i fare for total udstødelse.  I sidst nævnte kategori har alle tre piger befundet sig, men sammen vælger de at knække det kodeks som giver adgangsbilletten til at trives som ung. De kan følge deres egen vej og omskrive deres egen historie men de er sammen på nette.

Vejledning og emneformulering.

Så kom dagen for vejledning nr. 2. Vi var meget forventningsfulde og havde håb om, at vores emne skulle køres på plads.

Vi kom hurtig frem til, at tilknytning var et vigtigt nøgleord. Samtidig var vi omkring vores indsamlede materiale, diskuterede nogle af de vinkler vi havde haft oppe at vende undervejs. Vi fik ros af vores vejleder for at vi var blevet i undersøgelsesfasen så længeJ. Det har kostet frustration at blive her så længe, så heldigvis kunne vores vejleder give os ro i, at det er en del af processen. Vi fik vejledning til at finde de nøgleord, vi skal bruge i vores endelige emne, der skal afleveres på mandag.

Det giver os mulighed for at fordybe os i en del af det

indsamlede materiale. Så vi kan snævre emnet ind og

udbrede det igen. Efter endt vejledning, rundstykker og kaffe,

gik vi i gang med at formulere det endelige emne.       

Efter mange forsøg og sproglige overvejelser endte vi ud i følgende:

Pædagogiske dilemmaer set i forhold til tilknytning, køn og sociale  vilkårs indflydelse på de unges ensomhed og introverte strategier, herunder udtryksformer og digitale medier.

Den sover vi på indtil vi mødes igen på torsdag. I morgen arbejder vi hver for sig og skal udvælge det mest relevante materiale. Torsdag mødes vi igen, hvor vi hver især fremlægger hvad vi har fundet frem til.

Himlen falder.

Efter at have set filmen Himlen falder, var vi fyldt med følelser af afsky, magtesløshed og refleksioner over personernes mestringestrategier. Vi finder den her film yderst relevant, det er en øjenåbner i forhold til ting vi ikke kan forestille os, vi forventer ikke dette af andre mennesker, men ikke desto mindre er dette virkeligheden for nogle børn. Hvis disse børn og unge skal hjælpes, er vi nød til at forholde os til det. Vi vil gerne se bag filmens mange aspekter og forstå hvordan det kan lade sig gøre, hvorfor ingen har registreret de tegn der må have været. Vi kan ikke dække os ind under nedskæringer og forældrehensyn fordi faktum er at der ALTID er tegn på at der er noget galt. Nu er vi jo 4 diskussionslystne unge damer der kommer vidt omkring. Filmen henledte til diskussion og refleksion om omsorg og kærlighed. Nærer man kærlighed til det barn man omsorgssvigter eller misbruger? På den ene side handler det om at alle elsker deres børn, at nogle forældre muligvis ikke magter behovsomsorgen som fx at komme i bad, få noget at spise osv. men at de til trods for dette stadig elsker deres barn. Vi er alle enige om at hverken vi eller børnene kan leve udelukkende af kærlighed og kildevand, at vi har brug for at nogen yder denne behovsomsorg. Dernæst kan denne behovsomsorg ikke stå alene, det kan godt være at den holder os i live, men vi kommer ikke ud på den anden side som hele mennesker, hvis ikke begge dele er til stede. På den anden side diskuterede vi retten til at få børn. Med fokus på de tvangssteriliseringer som samfundet praktiserede helt op til omkring 1960’erene, gav anledning til argumenter om for og imod, om etiske dilemmaer, hvem definerer og bestemmer og kunne vi rent faktisk forestille os at nogle mennesker blev tvangssteriliseret i dag?

Når himlen falder

"Himlen falder" er bragt til verden af én grund: at den er relevant, den er nødvendig. Denne film skal og må ses af alle – det har været kampen. Men ser vi denne slags film? Denne slags sandheder? Kutymen er jo, at man ikke vil se film, der handler om smerte – eller er det sandhederne, vi ikke vil se? Eller måske vil vi gerne se dem, når de er pakket ind i vat? "Himlen falder" er ikke pakket ind i noget – "Himlen falder" pakker det hele ud og fortæller dig en historie, du helst ikke vil høre. Men at se den er en nødvendighed”.

 

Resume:

'Himlen falder' er et dansk drama, der fortæller om Sara, der blev fjernet fra sin familie som 11-årig og anbragt i en plejefamilie.

Nu, som 28-årig, får hun nyheden om at hendes biologiske mor er død. Trods en modvilje mod at grave i sin uforløste fortid, rejser hun til Fyn for at deltage i begravelsen og se sin storebror, Danni, som hun havde et tæt forhold til som barn. Sara opdager hurtigt, at både Danni og hendes far, Kjeld ikke kan genkende hende og hun vælger at tie om sin identitet.
Hendes plan om blot at se sin bror og tage tilbage til København ændrer sig, da hun opdager, at hun har to små søstre. Hun begynder at overvåge farens hus og langsomt afdækkes nogle frygtelige begivenheder, der trækker deres spor tilbage til Saras barndom.

'Himlen Falder' handler om at gøre op med sin fortid og rejse sig fra støvet.

Og det er netop, hvad "Himlen falder" gør. Filmen er en krads og nærgående fortælling fra Danmarks – og menneskesindets – mørkeste kroge. Handlingen er inspireret af den chokerende Tøndersag, der fyldte medierne i 2005-2006.

 

 

 

http://himlenfalder.dk/

Hvor er vi nu?

Kaos angsten er ved at indfinde sig og vi ved endnu ikke helt hvor vi er på vej hen.. Tidligere har vi arbejdet ud fra en problemformulering. Denne gang giver vi plads til undersøgelse fasen som senere skal lede os til emne, målgruppe og en problemorientering.  

Vi er der nu, hvor vi har fået en opmærksomhed på at summen af vores nøgleord, giver en pejling af risikofaktorer, der kan være fælles for grupper med selvskadende adfærd. Arbejdet fremadrettet må være at få indkredset: Hvad er selvskadende adfærd? Hvilke årsager ligger til grund for at gøre skade på sig selv? Har vi ret i vores tese om sammenhæng mellem selvskadende adfærd og risikofaktorer i opvæksten og miljøet?

Vi ser frem til frem til næste vildledning på tirsdagJ

Indgangsvinklen til projektet.

De digitale medier er blevet de unges måder at udtrykke sig og kommunikere på. Vi som pædagoger taler meget om at vi skal møde vores unge mennesker hvor de er. Men de er i det digitale rum, hvor pædagogen virker stor set fraværende. Er det professionens misforstået tolkning af de 3 p`er? (Privat, personlig og professionel). Det der fangede vores opmærksomhed var den nye trend på nettet, hvor unge kommunikere om deres liv på godt og ondt. Her tænker vi særligt på denne pige Amanda Todd.

Hvad er det der gør at unge mennesker vælger denne form for kommunikation og hvad ligger der bagved dette fænomen? Er de unge ensomme og mangler tilknytning? Hvordan kan vi som pædagoger nå dem og spotte denne gruppe af unge mennesker inden det går så galt? Er der ikke altid tegn på der er noget galt?

 

 

Så langt så godt…

1 vejledning var vi godt forberedte og havde på forhånd lave en problem formulering der lød sådan:          Det pædagogiske arbejde med unge på døgninstitution og de unges brug af digitale medier, hvor iscenesættelse og selvskadende adfærd har betydning i et samfundsperspektiv, herunder livsfortællinger og relationsarbejdet.

Men…… Vi var gået for hurtigt frem. Vi var blevet for fokuseret på problemformulering og ”glemt” at blive i undersøgelsesfasen. Vi har nu brugt en lille uge på at hengive os til det usikre fundament og tilsidesætte resultatet frem for processen. Nu sidder vi med sådan ca. med 200 henvisninger til informations kilderJ

Vi skal nu være ganske selektive i udvælgelsen, for at finde den røde tråd, til vejen i vores opgave. Allerede nu har sporet ført os til et andet fokus, om ikke andet til det der går forud for vores problem formulering. Gennem vores søgning af information har vi opereret ud fra følgende nøgleord: selvskadende adfærd, cutting, spiseforstyrrelser, selvmord og forsøg på dette, ensomhed, misbrug, digitale medier, face book, depressive forældre og mistrivsel.

En ordentlig mundfuld men med kaffe og leverpostej, kan intet vælte os…

Så lød startskuddet til bacheloren…

Tappet for energi, trætte og med store sorte render under øjnene, skal vi nu sætte os op til næste projekt. Efter en brainstorm fandt vi hurtigt fodfæste, energien fra rødt lys måtte og skulle genopstå. Rødt lys var vores tidligere projekt omkring prostitution i Danmark. Under rødt lys blev vi udfordret kraftigt på vores forforståelser og rystet i vores grundvolde, men det var her blev vi kvalificeret til at kigge bag facaden, forholde os til det enkelte menneske og dennes historie.

Vi er gruppen der har modet og evnen til at udfordrer os selv. Vi er leverpostej banden. Måske skulle vi lige forholde os til en begrebsafklaring her?

-          Leverpostej banden består af 4 pædagog studerende fra VIA Randers som er nysgerrige og har det bedst når fingrene er i dejen. Vi er motiveret og brænder for vores felt. Vi vil ikke forandre verden men vil prøve at forstå den og gøre en indsats og forskel for de mennesker vi møder på vores vej. Derudover elsker vi varm leverpostej som er på dagsordenen hver gang vi mødes.

Som udgangspunkt bliver vores kommende projekt omkring unges livsfortællinger på digitale medier, herunder den selvskadende adfærd og unges mangel på tilknytning i dagens Danmark…

Velkommen tilJ